0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Carsten Jensen: Nederlag er et bittert ord, men det er det, vi har lidt i Afghanistan, og det er virkelighedsfornægtelse ikke at tage tabu-ordet i munden

Fælles for både tilhængere og modstandere af Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan var lunkenheden, ligegyldigheden og resignationen. Endnu har der aldrig for alvor været et opgør med beslutningen. Men sandheden er, at indsatsen led nederlag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Ingen kritisk offentlighed har i Danmark med nogen nævneværdig energi sat spørgsmålstegn ved krigen i Afghanistan. Men der har heller ikke været en offentlighed, der med lidenskab og indsigt forsvarede krigen. Der har slet ikke været nogen offentlighed, skriver Carsten Jensen i dette indlæg.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da jeg i januar 2009 vendte hjem efter fjorten dage med de danske soldater i Helmand Provinsen, var jeg grebet af desillusion. Jeg havde troet på vores mission i Afghanistan. Nu troede jeg ikke på den længere. Danske medier havde fremstillet soldaterne som en blanding af børnehavepædagoger og feminister, der af svært forklarlige grunde var tungt bevæbnede. Jeg havde set det modsatte. Bange, orienteringsløse soldater uden kontakt med en lokalbefolkning, der åbenlyst foragtede dem.

Da jeg tidligt i 2010 blev ringet op af instruktøren Janus Metz, sagde jeg straks ja til at se hans råudkast til dokumentarfilmen ’Armadillo’. Filmen brød fuldstændig med det nationale selvbedrag. ’Armadillo’ var et ikke bare et modigt, men frem for alt et nøgternt nærbillede af en ubarmhjertig krig, som der indtil da havde været enighed om at hylde i patriotiske toner.

Janus Metz tog ikke stillling til krigen. Han lod scenerne og soldaterne tale for sig selv. Vi så soldaternes svigtende kampgejst, voksende angst og gryende desillusion i en krig, de ikke kunne se meningen med. Så kommer vendepunktet. I en tæt træfning lykkes det danskerne at nedkæmpe fem talibanere, der bliver fanget i en grøft, da træfningens fronter brat forrykker sig. En veritabel blodrus bryder ud blandt de ophidsede soldater, der smider rundt med de mishandlede lig af deres døde fjender, smykker sig med deres våben og i en senere debriefing praler af at have likvideret dem.

Janus Metz og hans hold var under konstant pres. Med god grund frygtede de et fogedforbud mod den færdige film i lighed med det, Forsvarsministeriet året før havde udstedt mod jægersoldaten Thomas Rathsacks bog ’I krig med eliten’.

Også de medvirkende soldater var utilfredse. Ved en prøvevisning gik det op for dem, at i de i dokumentarfilmen inkriminerede sig selv med deres pralerier om at have likvideret hårdt sårede fjender. Janus Metz stod fast. Enten var ’Armadillo’ en sand dokumentarfilm, eller også var den blot endnu et led i det forræderi mod enhver journalistisk etik, som danske medier rutinemæssigt begik år ud og år ind, når det kom til Afghanistan.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter