Da jeg i januar 2009 vendte hjem efter fjorten dage med de danske soldater i Helmand Provinsen, var jeg grebet af desillusion. Jeg havde troet på vores mission i Afghanistan. Nu troede jeg ikke på den længere. Danske medier havde fremstillet soldaterne som en blanding af børnehavepædagoger og feminister, der af svært forklarlige grunde var tungt bevæbnede. Jeg havde set det modsatte. Bange, orienteringsløse soldater uden kontakt med en lokalbefolkning, der åbenlyst foragtede dem.
Da jeg tidligt i 2010 blev ringet op af instruktøren Janus Metz, sagde jeg straks ja til at se hans råudkast til dokumentarfilmen ’Armadillo’. Filmen brød fuldstændig med det nationale selvbedrag. ’Armadillo’ var et ikke bare et modigt, men frem for alt et nøgternt nærbillede af en ubarmhjertig krig, som der indtil da havde været enighed om at hylde i patriotiske toner.
