0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Folketingsmedlem og tidligere udsendt i Afghanistan: Jeg siger ikke, at vi gjorde alt rigtigt, men vores deltagelse i krigen var nødvendig

Efter at have været udsendt til Afghanistan troede jeg, at jeg forstod landet. Men det var først som diplomat, jeg så det fulde billede.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Man kan spørge sig selv, hvordan det var gået i Afghanistan, hvis vi ikke var gået ind, skriver Marcus Knuth (K), medlem af Folketinget og tidligere udsendt i Afghanistan.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da jeg rejste hjem til Danmark efter seks måneder som soldat i Helmand-provinsen, troede jeg, at jeg forstod Afghanistan. Jeg var overbevist om, at jeg havde et nogenlunde indtryk af, om det var det hele værd.

Jeg havde trods alt været udsendt som kaptajn med ansvar for forbindelsen til lokalbefolkningen og arbejdet i områderne ved de to patruljebaser, Sandford og Armadillo. Taleban havde slået flere af mine kammerater ihjel. Først vores britiske sygehjælper, Barry. Så vores amerikanske kaptajn, Bruno, og vores afghanske tolk, Hef. Jeg havde forsøgt at genopbygge den lokale skole, som var blevet lukket af Taleban flere år forinden, og jeg havde arbejdet tæt sammen med de lokale stammeældre. Så tæt, at Taleban til sidst fangede og henrettede min nærmeste afghanske samarbejdspartner, Abdul Khaliq, for at sende en advarsel til lokalsamfundet.

Men det var først, da jeg vendte tilbage til Afghanistan som dansk diplomat efter min tid som udsendt soldat, at jeg forstod det større billede. Hvad helhedsindsatsen gik ud på, og hvad alternativet havde været, hvis vi ikke var gået ind for at genopbygge landet.

I Kabul så jeg unge afghanske kvinder, der med bøger under armen var på vej ind på universitetet. De var ikke indhyllet i burkaer, som ellers var normen i landets tilbagestående sydlige provinser. Når jeg var til møder i det afghanske indenrigsministerium, blev jeg budt velkommen af unge uniformerede politifolk, der udgjorde den nye generation af embedsfolk. Og når jeg fløj op til nogle af de nordlige bjergrige provinser som Bamyan, mødte jeg afghanere, der var ved at klargøre det lokale skiområde til vintersæsonen.

Dermed ikke sagt, at Afghanistan i dag er en fredelig blomstrende have af demokrati. Langtfra. Men landets storbyer og mange af provinserne har udviklet sig enormt gennem de sidste 20 år. Den udvikling har kun været mulig, fordi bl.a. danske, britiske, amerikanske og afghanske soldater holdt Taleban i skak i de sydlige provinser som Helmand og Kandahar.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter