0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Designer og adfærdsforsker: Det her virker, og du er velkommen til at downloade skiltet

En simpel tegning af en virus udløser en øjeblikkelig reaktion af afsky og er langt mere effektiv end et skilt med tekst. Denne Karius og Baktus-effekt kan minde os om at fortsætte med at spritte hænder af og holde afstand.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
PR / eggsdesign
Foto: PR / eggsdesign

»Du hænger et skilt med billeder af virus i stedet for tekst på håndtaget, og der er ingen tænkepause. Du får øjeblikkelig reaktion«, skriver indlæggets forfattere, der selv står bag designet.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er vildt, hvor autoritetstro I er i Skandinavien«, sagde en amerikansk kollega halvt beundrende, halvt kritisk efter et onlinemøde for nogle uger siden. »Vi er ikke autoritetstro«, rettede vi ham. »Vi er solidariske«.

Skandinavien er så småt ved at åbne igen efter nedlukningen i begyndelsen af marts. Det er uden sidestykke, hvor langt vi som privatpersoner og forretningsfolk har været villige til at gå for at løfte i flok. Hvor meget ensomhed, stress og økonomisk deroute vi har skuldret for at passe på hinanden.

Men halvanden måneds indespærring er lang tid. Som en bekendt jokede: »Vi er alle blevet dømt til indespærring«. Hun er advokat, så bær over med hendes tørre humor. For det er sandt, at hver og en af os har været i husarrest. Nogle af os med medfanger, andre i isolation. Og nu, hvor vi er ude igen, er beslutsomheden svækket.

»Danskerne begynder at vise tegn på metaltræthed«, fortalte professor Michael Bang Petersen til Berlingske. Det gælder nok os alle i Skandinavien. Adfærdsvidenskaben beskriver det som behavioural fatigue. Det betyder, at vi bliver kognitivt udmattede efter at have udført en krævende eller ubehagelig opgave i længere tid. Vores mentale ressourcer til at holde fast i de strenge krav slipper op, og vi begynder at slække på kravene til os selv og andre.

Vi glemmer ting som at spritte hænder før, under og efter en tur i supermarkedet. Vi går lidt tættere på folk, vi kender, på gaden, fordi det er rart med kontakten. Vi glemmer social afstand og stimler sammen med andre forældre på legepladsen.

Det er kun menneskeligt. Vi gør det ikke for at være på tværs, men fordi vi efter ugers pres er trætte. Og det sætter vores evne til at følge myndighedernes anbefalinger over styr. Det betyder, at statsministrene ikke længere kan regne med, at vi retter ind, bare fordi vi får det at vide på endnu et pressemøde. Vi har bare ikke benzin nok i tanken til at efterleve det.

Problemet er, at coronavirussen ikke ser ud til at være blevet metaltræt. Så hvad kan vi gøre for at sikre, at vi heller ikke bliver det?

Én vej er bøder. Det er allerede introduceret flere steder i Europa og er en effektiv adfærdsregulator – så længe vi er helt sikre på, at vi får bøden, så snart vi bryder reglerne. Ellers virker det ikke.

Siden politiet ikke har ressourcer til at være alle steder hele tiden, og vi ikke har lyst til at leve i et stikkersamfund a la det sovjetiske Østberlin, er det nok ikke en bæredygtig løsning.

En anden mulighed er psykologi og adfærdsdesign. Her er et eksempel: Forestil dig, at der står en skål på bordet med et mærkat, som siger ’Indeholder cyanid’. Ville du spise af det? Nok ikke. Men tænk lige over, hvor underligt det er, at du også ville have modvilje mod at spise af det, selv om du øjeblikket inden selv skrev ’cyanid’ på et klistermærke og satte det på en helt ren og steriliseret skål. Det giver ikke mening, men det er menneskeligt.

Adfærdsforskere kalder det object contagion, men vi kan kalde det Karius og Baktus-effekten. Det betyder, at objekter, som udløser en ubevidst følelse af afsky – bare tanken om at indtage gift – kan ’forurene’ vores opfattelse af noget andet, en beholder, vi ved er ren og aldrig har været i nærheden af giften.

Karius og Baktus-effekten er et fantastisk redskab til at begrænse smittespredningen, især nu, hvor de skandinaviske samfund langsomt er ved at åbne. Der er nemlig døre overalt, som skal åbnes. De er designet til, at vi skal interagere med dem. Dørhåndtag, som vi skal trække i, trykke på eller dreje, er effektive til at sprede virus fra person til person.

Smittespredning via dørhåndtag er i sig selv ikke nyt. Vi har alle set skilte på toiletdøre – f.eks. på Oslo-færgen – som opfordrer os til at undgå smitte ved ikke at tage fat med vores bare hænder. Problemet er, at de fleste af dem ingen effekt har overhovedet.

For de fleste er åbning af en dør en ubevidst handling og ikke noget, vi stopper op for at overveje. Vi er i automatgear og læser ikke detaljerede instruktioner eller advarsler. Vi åbner bare døren. Handlingen er overstået, længe inden vi bemærker et skilt.

Skilte med informativ tekst er altså den værste måde at få folk til at ændre automatiske vaner på. Der er en meget bedre måde at håndtere problemet med dørhåndtaget på: visuelle virkemidler. Det er Karius og Baktus-effekten for fuld skrue. Du hænger et skilt med billeder af virus i stedet for tekst på håndtaget, og der er ingen tænkepause. Du får øjeblikkelig reaktion.

Annonce

Evolutionen har nemlig finjusteret vores primitive hjerne til at registrere fare og reagere prompte. Vi springer tilbage fra grenen på jorden, fordi vores hjerne i splitsekundet troede, det var en slange. Af samme grund synes vi, at småkager ved siden af tamponboksen er mindre appetitlige. Og det kræver alvorlig overtalelse at spise af den rene skål med cyanidskiltet på, selv om vores bevidste hjerne ved, at beholderen er helt ren.

Ud fra et overlevelsesperspektiv giver det mening. Hvorfor risikere noget, når det kræver så lidt at være på den sikre side? Så hellere gå med livrem og seler.

Virusskiltene her har den samme effekt. Vores hjerne ser bakterierne og reagerer automatisk med afsky. Vi har ikke lyst til at røre ved dørhåndtaget. Hvis vi ved en fejl kommer til at røre ved det med de bare hænder i stedet for med ærmet, får vi et mentalt billede af at have rørt ved noget inficeret. Det er den reaktion, vi vil have i disse coronatider.

Og derfor gik vi sammen om at designe disse håndtagsskilte. De er lavet til, at du bare kan printe dem ud og hænge dem på dit håndtag. Hvis du kan, så stil også en flaske håndsprit ved siden af. De hjælper forhåbentlig med at regulere vores adfærd, mere end bøder, påbud og skriftlige skilte kan. For vores hjerner har så meget afsky over for smitte, at bare ved at hænge billeder op af en smittekilde skaber vi en reaktionskæde, der forhåbentlig kan hjælpe til at undgå den virkelige livstruende af slagsen.

Se og download Sally Khallash og Ulla Sommerfelts ’virusskilte’ her

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter