Til min overraskelse begyndte tårerne at trille, da jeg læste meddelelsen om tildeling af dansk statsborgerskab. Først her gik det helt op for mig, hvad det betyder. Ved afleveringen af ansøgningen halvandet år forinden havde jeg troet, at det var stemmeretten, der var altafgørende. Glædestårerne viste, at det stak dybere. Det var den definitive anerkendelse, at jeg nu helt hørte til i det land, som jeg 13 år forinden havde valgt at være en del af og bidrage til.
Det var også den lykkelige afslutning på en almindelig statsborgerskabssag, skulle man mene. Oplevelsen har dog ført til, at jeg nu, 5 år senere, bruger en stor del af min fritid som forkvinde i den nye forening Fair Statsborgerskab! og som administrator af en facebookgruppe, hvor over 3.600 berørte borgere hjælper hinanden gennem ansøgningsprocessen med de skrappe, indviklede, ofte alt andet end logiske regler for at opnå dansk statsborgerskab. For mig var starten på det hele, at reglerne og sagsbehandlingen stødte min retfærdighedssans. Derfor har jeg ikke kunnet slippe det igen.
