Der bliver snakket meget om danskerne i de her coronatider. Danskerne må hentes hjem, danskerne må ikke rejse ud, danskerne skal passe på de gamle og svage, siger Mette Frederiksen og hendes ministre med alvorlige miner på pressemøderne. Danskerne bliver rost for deres samfundssind. Nu skal danskerne testes.
Det er kun undtagelsesvis, at nogen siger »borgerne i Danmark«, som er et mere inkluderende udtryk, og som politikerne i f.eks. Tyskland plejer at bruge. Jeg har hørt Søren Brostrøm benytte sig af det. Er det almindelig betænksomhed fra hans side, eller er det, fordi han ikke behøver at tænke på danskernes stemme ved det næste folketingsvalg?
Jeg føler mig på en ubehagelig måde udelukket, når jeg p.t. læser aviser og lytter til pressemøderne. Jeg har boet og arbejdet i Danmark i næsten 30 år, men taler Mette Frederiksen egentlig også til mig, når hun henvender sig til danskerne?
Det rammer mig på et ømt sted, fordi jeg rent faktisk har prøvet at blive dansker – men fik et afslag. Jeg opfylder ikke de gældende krav om dokumentation for danskkundskaber, står der i afslagsbrevet. Det havde jeg ikke set komme.
Jeg vil foreslå, at det gælder som bestået danskprøve, når man kan læse og forstå Udlændinge- og Integrationsministeriets breve.
Jeg flyttede til Danmark i 1991 med min tyske mand og vores fire børn. Jeg havde læst dansk og engelsk på et universitet i DDR, men måtte ikke sætte min fod på dansk jord før murens fald. Nu ville vi gerne indhente det forsømte. Vi var eventyrlystne og blev hængende. Det er ikke nemt at skifte land, finde arbejde og bolig og skabe sig en hverdag uden et netværk, uden familie, uden meget kendskab til landets strukturer og kultur. Men vi blev venligt modtaget. Vi var begejstrede for børneinstitutionerne og de mange offentlige biblioteker med brugervenlige åbningstider.
Jeg lånte massevis af børnebøger og læste dem højt for børnene, så de hurtigt lærte at tale dansk. Det fik mig til at skrive børnebøger selv, og i dag lever jeg af at være forfatter. Jeg er medlem af Dansk Forfatterforening, har skrevet 39 danske børne- og ungdomsbøger og har fået legater og priser. Mine børn er voksne nu og gift med danskere. De arbejder som jurist, idrætsfysioterapeut, læge og biolog – alle i Danmark. De fleste af mine ni børnebørn har (desværre) ikke engang lært at tale tysk.
For knap 4 år siden tænkte jeg, at det var på tide at søge om dansk statsborgerskab – først og fremmest fordi jeg gerne vil have lov til at stemme ved fremtidige folketingsvalg. Jeg er efterhånden mere fortrolig med, hvad der foregår i Danmark end i Tyskland, og den danske regerings beslutninger påvirker mit eget og min families liv mere direkte, end hvad den tyske regering foretager sig – coronatiltagene er bare et aktuelt eksempel. Jeg har ellers ikke oplevet ulemper ved ikke at være dansk – men jeg har et ønske om at være endnu mere en del af det hele. Jeg troede, at det ville være nemt og en formalitet. Sådan blev det ikke – jeg var åbenbart lidt naiv.
Når jeg holder foredrag i udlandet, plejer jeg at rose Danmark for, at det er et ikke-bureaukratisk samfund. Fra min første dag i København har det overrasket mig, hvor ukompliceret det er at ordne tingene via telefon. Mens man i Tyskland skal møde op personligt i de ikke altid brugervenlige åbningstider for at bevise, at man nu også er den, man udgiver sig for, behøvede jeg i Danmark blot ringe til en hjælpsom Jette eller Karen i kommunen. Jeg kunne oven i købet tiltale dem med det jævnbyrdige pronomen ’du’. Tilliden til det offentlige er større i Danmark end i mange andre lande, og det gør uden tvivl tingene nemmere i hverdagen.
Men siden jeg fik med Udlændinge- og Integrationsministeriet at gøre, har d