Det var overvældende, da det gik op for mig, at det var for min skyld og for mennesker som mig, at nedlukningen var sket. Jeg var blevet en del af kategorien: de svageste. Budskabet stod klart på regeringens pressemøder, da den første fare var drevet over, og vi ikke længere var på vej ud over den grønne kurve: Landet var blevet lukket ned »for at beskytte de svageste, dem, der ikke kan tåle at blive smittet«.
Uanset hvor hurtigt og klogt der blev handlet fra politikerne i forhold til nedlukningen, var det ikke en god følelse at blive set på – ja nærmest udstillet som en af de svageste, for hvem hele nedlukningen blev sat i scene. For det er svært at blive tildelt rollen som svag. For mit eget vedkommende har jeg ikke lyst til at blive udpeget som en, der tilhører de svageste.
