Sprogbrug, der virker unødig svært tilgængelig og indviklet, forbindes ofte med akademikere. Som da Politiken i forbindelse med Folketingets åbning i efteråret kortlagde, hvordan det står til med pli og høflighed i folketingssalen, og tidligere folketingsformand Pia Kjærsgaard (DF) om det sprog, der bliver talt fra talerstolen, blandt andet sagde: »Vi taler jo ikke i kodesprog eller akademikersprog«.
Vi kan utvivlsomt takke generationer af akademiske vigtigpråse for, at det forholder sig sådan. Tænk bare på Ludvig Holbergs karikatur af sådanne – titelpersonen i hans komedie ’Erasmus Montanus’ (1731) – som vender tilbage til sin hjemby fra København, hvor han har studeret, og blandt meget andet hovmodigt sludder siger: »hvorfore skulle jeg giøre mig u-mage, at forklare min Meening for grove og gemeene Folk, som ikke engang veed, hvad Universalia entia rationis, og formæ substantiales er, langt mindre andet. Det er jo absurdissimum, at vilde præke for den blinde om Farvene. Vulgus indoctum est monstrum horrendum informe, cui lumen ademptum« (sic!).
