Det er en mærkelig tid, vi lever i. I kølvandet på coronakrisen og optøjerne efter mordet på den afroamerikanske George Floyd tilbage i maj måned er der blevet antændt noget, som ikke kan slukkes eller rulles tilbage. Man kan nærmest smage, lugte og føle indebrændtheden, indignationen og frustrationen over de mange uretfærdigheder, der er hverdagen for mange minoritetspersoner verden over.
#MeToo-bevægelsen var måske det, der for alvor satte en debat i gang i mainstreammøllen. Siden har vi bl.a. diskuteret sexisme, kropsaktivisme, feminisme og nu senest racisme. Der er opstået en global bevægelse, hvor troen på ligeværd uanset køn, seksualitet, krop eller hudfarve ikke længere er en abstrakt utopi, men nærmere en rettighed, der skal kæmpes for. Denne accept og respekt, der er ved at vinde indpas i samfundet, er det svært ikke at juble over.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
