Debatindlæg afFaysal Itani

Vicedirektør ved Center for Global Policy og adjungeret professor i mellemøststudier ved Georgetown University

Årtiers forrådnelse på alle niveauer i de libanesiske samfundsinstitutioner har udslettet havnen i Beirut, store dele af byen og alt for mange menneskeliv.

En paddehattesky af uduelighed: Katastrofen er resultat af 'business as usual' i Libanon

Lyt til artiklen

Mit første sommerferiejob var i Beiruts havn. Det var i slutningen af 1990’erne, og jeg var bare teenager. Jeg tilbragte nogle lumre måneder med at indtaste shipping-data som led i et nyt ambitiøst projekt med at ændre havnens logføring fra analog til digital. Det var nøjagtig lige så uspændende, som man ville forvente af et job nederst i hierarkiet dybt inde i et mellemøstligt bureaukrati. Men trods heden og monotonien var der optimisme at spore.

Havnen udgjorde kritisk infrastruktur i en økonomi, der var ved at komme i gang igen efter 15 års borgerkrig. Digitalisering var en del af fremtiden – og et forsøg på at indføre hårdt tiltrængt orden og gennemsigtighed i en offentlig sektor, der var ved at komme sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her