En januardag 2019 sad jeg foran computeren i mit arbejdsværelse, men jeg arbejdede ikke. I soveværelset ved siden af overfaldt vores syv år gamle søn, Julius, min kone. Jeg var komplet udmattet efter mange ugers daglige og timelange fysiske og meget voldsomme sammenstød med ham. Min krop rystede, og jeg magtede ikke at rejse mig fra stolen og hjælpe min kone. Selv om hun skreg, mens min søn nev, bed og kradsede i den krop, der havde båret ham i ni måneder, og som nu var fyldt med gule, blå og sorte mærker.
Forud var fire år passeret med en dreng, som fra treårsalderen hele tiden blev mere og mere skrøbelig. Legede han med andre børn, eller tog vi ham med på småture, kunne han bryde hulkende sammen. Overmandet af en pludselig smerte smeltede han gennem gulvet i en altfortærende vrede.
