En veninde fortalte mig engang, at hun aldrig kunne finde på at gå alene ind på en restaurant eller café for at købe takeaway, fordi hun var bange for, hvad folk ville tænke om hende. På samme måde er der mange, som ikke kan forestille sig at tage til koncert eller sætte sig ind på en café alene af frygt for at komme til at fremstå som en unormal enspænder. Men hvad er det dog for nogle fejlagtige normer for social adfærd, vi har skabt, når folk føler sig forkerte ved noget så banalt som det at være alene?
Jeg keder mig sjældent i mit eget selskab. Faktisk føler jeg mig så godt tilpas, at jeg ofte foretrækker det frem for at være social. I takt med at jeg er blevet ældre, har jeg dog fundet ud af, at min egen prioritering af alenetid på mange måder strider direkte imod venner og bekendtes opfattelse af, hvad der er normalt.
