I min tid i PET stod der en skulptur af billedhuggeren Henrik Starcke med navnet: »Kvinden, der holder en hemmelighed i sin hånd«. Værket er formet i rå cement, der står i en skrigende kontrast til den ynde og graciøse udstråling, kvinden har i sin levende ubevægelighed. Nænsomt former hun hænderne om hemmeligheden, som kun hun kan se. Og som hun værner om.
Et smukkere symbol findes der næppe på, at det afgørende i hemmeligholdelsens karakter er at beskytte og udvise omsorg. Det burde være enhver efterretningstjenestes mantra.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

