Adskillige læserbreve og indlæg har beskæftiget sig med disse børn og den danske regerings hjerteløse og ufatteligt ligegyldige holdning til danske børns lidelser. Andre medier har bragt reportager, hvor lejren kaldes ’helvedet på jord’, og TV 2 havde en udsendelse i foråret, hvor man bl.a. så en 11-årig dansk dreng, der fortalte om sin eneste ven – en dreng, han havde kendt i 0. klasse. Mens han talte, sivede tårerne lige så stille ned ad hans kinder.
Men alt dette har ikke gjort indtryk på statsministeren. Det synes håbløst at røre hendes hjerte. Der har også været slået på, at børnene er danske statsborgere og derfor vores ansvar. Hvordan kan en regering lægge stor vægt på flere pædagoger i danske institutioner – og samtidig negligere, at andre danske børn lider fysisk og psykisk hver eneste dag og traumatiseres i en grad, der vil følge dem langt ind i voksenlivet? Hvis de ellers når at blive voksne.
