Egentlig havde vi et godt liv i Danmark. Vi havde tre små børn, en fin lejlighed på Frederiksberg, gang i karrieren og et stærkt netværk. Men alligevel var der stadig en smule eventyrlyst i os, og vi besluttede os for at tage afsted og prøve kræfter uden for landets og vores egne trygge grænser.
De næste år fløj af sted, og vi etablerede begge egne virksomheder. Vi var dygtige iværksættere, flittige og hårdtarbejdende. Det gik godt. Men efter ti år besluttede vi alligevel at vende tilbage til Danmark.
Jeg var fuld af forhåbninger for hele familien. Jeg glædede mig over, at mine børn kunne få del i det samfund, der havde formet mig som person; en opvækst i et åbent, frit og fredeligt samfund.
Hvor fattigt og nærigt er det ikke over for landets egne statsborgere og deres livspartnere at lade dem sidde og sygne hen i venteværelset?
Velkomsten var over alle forventninger. At træde ind i Borgerservice var som en femstjernet hotellobby, og vi blev prompte kørt gennem systemet med vores cpr-numre, folkeregisteradresse, familielæge og sygesikring. Lige på nær min hustru.
Hun er nemlig ikke fra Danmark. Og hun havde mistet sin permanente opholdstilladelse under vores ophold i udlandet. Hun måtte nu pænt vente på at at få lov til at arbejde, gå til lægen og åbne en bankkonto.
Hver morgen tog børnene i skole, jeg på arbejde, og vi efterlod min hustru derhjemme. Når vi kom hjem, kunne vi dele vores oplevelser om vores nye hverdag. Der var så mange nye indtryk. Børnene fik hurtigt travlt med fritidsaktiviteter og nye venner. Ugerne gik, og dagene blev kortere.
Der skulle gå fem måneder, før vi hørte fra Udlændingestyrelsen første gang. Vi havde løbende sendt flere beskeder via den digitale beskedformular for at følge op på ansøgningen og forhøre om status. Ikke én eneste gang fik vi et svar. Hvis jeg ringede, fik jeg en høflig receptionist i telefonen, som kunne henvise til styrelsens hjemmeside, hvor tre ud af fire prikker repræsenterer udviklingen på vores sag.
At forsørge en familie med to voksne og tre store teenagere kræver som bekendt en god sjat penge. Børnepenge eller anden hjælp er der ikke noget af, da vi har været bortrejst. Min hustru måtte stadig ikke arbejde, og vi var ved at opbruge hele vores opsparing. Hver eneste dag åbnede vi postkassen i håbet om at finde et brev fra Udlændingestyrelsen.
Datoen for den maksimale behandlingstid på 10 måneder lå som et anker af håb, hvor min hustru endelig kunne komme i gang med sit nye liv, så vi kunne få rettet op på vores pressede økonomi. Men vi kom til at vente 11 måneder, før vi for anden gang hørte fra Udlændingestyrelsen: Vi kan måske forvente en afgørelse 17. september – 14 måneder efter at vi indgav ansøgningen, lyder det. En besked uden nogen begrundelse.
Vi har endnu ikke hørt fra Udlændingestyrelsen. Min hustru har fået tilbudt et drømmejob i lige netop hendes faglige speciale, men det har hun måttet lægge på is. Vi har ikke fået nogen forklaring, nogen beklagelse, noget tilbud om hjælp af nogen art. Ingen hensyn til den stadig mere depressive og stressede tilstand, uvisheden sætter os i.
Når min hustru grædende spørger i telefonen, om der ikke er nogen, som vi kan snakke med, får hun at vide, at hun skal være tålmodig og vente. Og så kan vi i bedste tilfælde, med en positiv afgørelse, alligevel forvente at skulle stille over 100.000 kroner i økonomisk garanti. Penge, som nu er blevet brugt, fordi vi kun har haft én indkomst.
Jeg tænker: Hvad har politikerne haft i tankerne med dette sylteri? Hvor fattigt og nærigt er det ikke over for landets egne statsborgere og deres livspartnere at lade dem sidde og sygne hen i venteværelset? At isolere dem og kvæle deres gåpåmod og energi med en absurd og helt unødvendig lang behandlingstid? Hvem gavner denne model?
Det er i hvert fald ikke noget, som fremmer integrationen eller blot følelsen af glæde over, at man vælger at komme hjem og lægge sin energi og sine skattepenge i Danmark.
Hvorfor denne modstand mod at give os hånden og sige velkommen hjem, vis os så, hvad I kan, og bidrag til verdens bedste velfærdssamfund? Vi vil være hér – og vi vil bidrage!
I stedet er beskeden til os: Nu skal I bare tage al den gode energi og alle de gode forhåbninger og intentioner og lukke det hele ned og sætte jer pænt på bænken uden at sige et kvæk og uden at forvente noget. Og når I så er blevet helt indtørrede og bitre, så kan I måske, hvis I er heldige, komme med i klubben.
Jeg har på fornemmelsen, at det hele handler om at få os til at opgive og rejse igen. Kan det være rigtigt? Vi har været gift i 20 år, vi har tre børn, som alle er født i Danmark. Og alligevel skal vi igennem denne absurd lange granskning for at få lov til at være i Danmark.
I de 25 år, jeg har været sammen med min hustru, er denne tid i Danmark den største udfordring af vores forhold og vores familie. Sagen er, at vi i dag, 14 måneder efter ankomsten, stadig ikke aner, om vi overhovedet kan bo i Danmark
I de 25 år, jeg har været sammen med min hustru, er denne tid i Danmark den største udfordring af vores forhold og vores familie. Sagen er, at vi i dag, 14 måneder efter ankomsten, stadig ikke aner, om vi overhovedet kan bo i Danmark.
Jeg skriver dette, da det føles som en sidste udvej at henvende sig til offentligheden. Det system, politikerne har sat op, er en stor bunker, som afviser enhver henvendelse, ethvert spørgsmål, som frasiger sig ethvert ansvar og er iskoldt og blottet for den mindste medmenneskelig behandling.
Jeg ved selvfølgelig godt, at der er blevet strammet meget op på reglerne, siden vi sidst boede her, og at udlændingepolitikken har været hård. Men var der ikke noget om, at den også skulle være fair? Eller i det mindste bare fornuftig?
Ved nogen ansvarlige politikere, hvilke destruktive konsekvenser, disse stramninger har for statsborgere og deres familier? Jeg har svært ved at beskrive den magtesløshed, frustration og følelse af svigt, som dette indebærer.
Det Danmark, jeg er kommet hjem til, er ikke det land, jeg kender og er vokset op i.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar