0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Amerikansk juraprofessor: Indsættelsen af dommer Barrett bliver den forhammer, der definitivt smadrer retten til fri abort

Trump vil have os til at tro, at den ene kvinde er lige så god som den anden. Men det er et illusionsnummer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix

»Det er udtryk for særdeles kold beregning, når præsidenten, kvindehadernes konge, satser på, at udnævnelsen af en kvinde i sig selv vil være nok til at blødgøre enhver modstand mod et forhastet, hyklerisk og utilsløret spil for galleriet«, skriver Lara Bazelon i dette debatindlæg.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Præsident Trumps beslutning om at udpege en kvinde som erstatning for højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg, der døde 18. september i en alder af 87, er kynisk – og en fornærmelse mod de millioner af kvinder, der ser afdøde som et feministisk ikon. Den republikanske senator John Barrasso har lovprist beslutningen som et »stærkt og positivt statement« over for unge kvinder, der vil tage præsidentens kandidat til sig som en »rollemodel«. Budskabet til kvinder er klart: Hokuspokus, mine damer! Den ene kvinde kan være lige så god som den anden.

Men Trumps udvalgte, Amy Coney Barrett, er ikke nogen Ruth Bader Ginsburg.

Kvinder er ikke tennissokker, som man køber i bundter, hvor den ene uden videre kan erstatte den anden, når en af dem forsvinder i vaskemaskinen. Den kommende højesteretsdommers stemmeafgivning bliver afgørende, og det vil påvirke kvinders grundlæggende rettigheder, deriblandt retten til at bestemme over egne kroppe og adgang til sundhedsydelser, der er til at betale for dem selv og deres familie. Det, at præsident Trumps kandidat er en kvinde, betyder mindre, hvis hun ikke støtter de sager, der udgør kernen i den lange og stadig aktuelle kamp for ligestilling, som Ruth Bader Ginsburg var fortaler for.

Kvinder er ikke tennissokker, som man køber i bundter, hvor den ene uden videre kan erstatte den anden, når en af dem forsvinder i vaskemaskinen.

Den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, har også lovet at vælge en kvinde, en sort kvinde, som sin første kandidat til højesteret. Men han har ikke tænkt sig at spille os et puds ved at vælge en, der deler juridisk ståsted med den konservative fløj i højesteret, ligesom der heller ikke var nogen, der troede, at Bidens kandidat til vicepræsidentposten – som han også lovede ville være en kvinde – ville blive en republikaner, der ville gå lodret imod samtlige punkter i hans program (ja, faktisk er Bidens kandidat, Kamala Harris – berettiget eller ej – af Trumps lejr blevet stemplet som det mest venstreorienterede medlem af USA’s Senat).

Amy Coney Barrett, der sidder i den føderale appelret, har upåklagelige faglige kvalifikationer – og en fortid, der står i skærende kontrast til Ginsburgs. Hun har skrevet, at abort »altid er umoralsk«, og har været med til at afgive dissens (mindretalsudtalelse, der strider imod den udtalelse, rettens andre dommere giver udtryk for, red.) over for beslutninger, der støttede retten til at vælge abort. Den ene afgørelse forhindrede en delstat i at håndhæve en lov, der ville have betydet, at en mindreårig – uden at man tog hensyn til hendes grad af modenhed eller hendes familiesituation – skulle give sine forældre besked, hvis hun besluttede at få en abort, og at forældrene kunne nedlægge veto, medmindre en dommer fandt, at dette ikke var i den unge kvindes interesse.

Den anden afgørelse ramte en delstat, der forbød abort i tilfælde, hvor fosteret havde et alvorligt handikap, på ethvert stadie i graviditeten, også når det var livstruende. Amy Barrett har afgivet dissens i en afgørelse, der forbød folk, som var dømt for alvorlig kriminalitet, at besidde våben, og hun kritiserede offentligt højesteretspræsident John Roberts for at have stemt sammen med den liberale fløj for at bevare loven om sundhedsreformen og sagde, at han tolkede loven »langt ud over dens ånd« for at redde den.

Tag ikke fejl: Indsættelsen af dommer Barrett bliver den forhammer, der definitivt smadrer retten til fri abort og afvikler sundhedsreformen. Hendes afgørende stemme i disse sager plus mange andre vil ødelægge de fremskridt, som dommer Ginsburg gennem årtier arbejdede for at opnå.

Det vigtigste ved Ruth Ginsburgs eftermæle er, at hun var en fremsynet, skarpsindig og ufortrøden feminist. Det begyndte i 1970’erne, da hun som medstifter af afdelingen for kvinders rettigheder under borgerrettighedsorganisationen American Civil Liberties Union førte seks sager om kønsdiskrimination i højesteret og vandt de fem. I flere af sagerne forsøgte hun at få ugyldiggjort love, der hindrede mænd i at gøre brug af visse muligheder og rettigheder, idet hun – foran et dommerpanel af lutter mænd – slog den pointe fast, at forskelsbehandling rammer alle ligeligt.

Som højesteretsdommer byggede hun oven på det arbejde. I 2016 erklærede hun højlydt, at når staten Texas hævdede, at en lov, der kraftigt indskrænkede kvinders adgang til abort, i virkeligheden var til beskyttelse af kvinders helbred, var det »hinsides enhver fornuft« (retten fjernede loven med 5 stemmer mod 4). Dommer Ginsburg var lige kendt for de dissenser, hun afgav, og de flertalsbeslutninger, hun forfattede grundlaget for. Da højesteret med 5 stemmer mod 4 afgjorde, at en kvindelig leder havde ventet for længe med at sagsøge sin arbejdsgiver for at betale hende mindre end hendes mandlige kolleger, anførte Ginsburg, at fortroligheden omkring lønninger havde umuliggjort rettidig anmeldelse, og opfordrede Kongressen til at skride ind. Det gjorde den, og i 2009 underskrev præsident Obama en lov, der afskaffede strikse og urealistiske tidsfrister.

Republikanerne vil gerne have os til at tro, at det at gennemtvinge besættelsen af pladsen efter Ginsburg i huj og hast mindre end to måneder før valget – og efter at de i sin tid selv nægtede præsident Obama det samme, nemlig at erstatte Antonin Scalia 11 måneder før præsidentvalget – er aldeles agtværdigt, fordi, æh, den nye dommer er en kvinde. Vi har set den her film om identitetspolitik i forbindelse med højesteret før, og vi ved, hvordan den ender.

I 1991 udpegede George W.H. Bush dommer Clarence Thomas til at erstatte Thurgood Marshall, en borgerrettighedsforkæmper, der havde ført sagen ’Brown vs. Board of Education’, som endte med, at retten stadfæstede, at delstaterne med forfatningen i hånden kunne opretholde raceadskillelsen i offentlige skoler.

Thurgood Marshall havde sidenhen som dommer i højesteret udfærdiget mange domme, der styrkede borgerrettighederne og beskyttelsen af etniske minoriteter i straffesager (Ruth Ginsburg var kendt som ’ligestillingslovgivningens Thurgood Marshall’).

Republikanerne forudså dengang, præcist, at demokraterne ville være i en vanskelig situation, fordi kandidaten, ligesom Thurgood Marshall, var sort.

Skønt intet i Clarence Thomas’ karriere og hidtidige juridiske virke tydede på, at han tilnærmelsesvis ville minde om Thurgood Marshall, og skønt han stod over for troværdige anklager om sexchikane mod Anita Hill, blev han valgt med 52 stemmer mod 48 i Senatet – efter han havde beskyldt demokraterne for at udøve ’it-lynchning’. I de tre årtier, Clarence Thomas har siddet i højesteret, er han blevet berømt for sin fjendtlige indstilling til borgerrettigheder, positiv forskelsbehandling og retslige krav fra de anklagede – af hvilke uforholdsmæssigt mange er farvede.

På sit dødsleje skrev Ruth Bader Ginsburg, at hendes »inderligste ønske« var, at der ikke blev udpeget en ny dommer før præsidentvalget. Det er udtryk for særdeles kold beregning, når præsidenten, kvindehadernes konge, satser på, at udnævnelsen af en kvinde i sig selv vil være nok til at blødgøre enhver modstand mod et forhastet, hyklerisk og utilsløret spil for galleriet. Den må De længere ud på landet med, hr. præsident. Så dumme er vi ikke.

Oversættelse: Jakob Haff


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts