Feminister, antiracister, LGBT-fortalere, tykaktivister og mange andre debattører, der bevæger sig inden for det identitetspolitiske felt, bliver løbende skudt i skoen, at de er krænkelsesparate og påtager sig offerrollen.
Det har desværre resulteret i det man, kunne kalde en disclaimer-kultur, hvor de fleste debattører som svar på tiltale indleder med, at det for deres vedkommende ikke handler om at føle sig krænket, og at de mindst af alt er et offer. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er nødvendigt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



