Nazisternes bogafbrændinger. Talebans bortsprængning af Buddha-statuerne i Afghanistan. Islamisk Stats ødelæggelse af Palmyra-ruinerne. Aktionen, hvori en gipsbuste af Frederik V blev fjernet fra sin sokkel på Det Kongelige Danske Kunstakademi og smidt i havnen, er efterhånden blevet sidestillet med lidt af hvert.
Og selv om ikke alle kritikerne griber til lige så proportionsløse og dæmoniserende sammenligninger, som Bjørn Nørgaard og Berlingske-redaktørerne Pierre Collignon og Tom Jensen gør, så har der været bred enighed om at fordømme aktionen.
Den store forargelse og de mange opfordringer til retsforfølgelse siger måske noget om den borgerlige sensibilitet i det her land. At deformere noget skønt, uanset hvad det repræsenterer, er åbenbart det mest forkastelige, man kan gøre.
Men lad os ikke tage fejl: Når en lille gruppe billedkunstnere, der ikke har lagt hånd på andet end en (uoriginal) gipsbuste, sammenlignes med morderiske, fascistiske militser og regimer, så er det, fordi der finder en magtkamp sted.
En kamp om historieskrivningen, og dermed også om vores politiske nutid og fremtid. En kamp om, hvordan vi skal omgås en undertrykkende magt og dens repræsentationer.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar