Som kandidatstuderende i kommunikation på Københavns Universitet kan jeg på nuværende tidspunkt ikke andet end at være dybt bekymret for, hvad jeg hidtil har lært på KU om netop kommunikation. Hvis mine medstuderende og jeg de sidste fem år har lært at kommunikere, som KU på nuværende tidspunkt kommunikerer til sine studerende, så ser det rigtig sørgeligt ud. 11. marts 2020 lukkede Danmark for første gang ned. Det er nu mere end ni måneder siden. Ni måneder har KU haft til at lægge en strategi, der skal imødekomme dem, de har ansvaret for: de studerende. I ni måneder har Mette Frederiksen italesat problematikken ift. vuggestuer, børnehaver, folkeskoler og mink – men universiteterne? Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange de er nævnt. Jeg er forvirret og frustreret, og jeg er ikke den eneste.

Mit sidste semester på KU, inden påbegyndelse af speciale til februar, startede i september med en besked – som i øvrigt først blev udsendt under en måned før studiestart – om, at Humaniora havde besluttet, at de studerende ikke ville have adgang til borde i undervisningslokalerne. Forklaringen lød på, at hvis man fjernede bordene, så ville der simpelthen på mirakuløs vis opstå mere kvadratmeterplads i lokalet – vel og mærke til det samme antal studerende.Jeg er godt og grundig træt af, at humaniora stadig bliver opfattet som nederst i fødekæden