0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Peter Wivel: Den akademiske cancel culture er de bløde værdiers spage svar på storpolitisk egoisme

I en globaliseret verden er cancel culture det forkerte projekt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Arkivtegning: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I den tid, det klassiske Athen var et demokrati, havde man(d) et effektivt våben til at lukke munden på politikere, der blev lige lovlig dominerende. Stemmesedlen var knuste potteskår, ostraka, hvorpå man ridsede navnet på den mand, man ville af med. Fik en mistænkt mere end 6.000 stemmer, blev han landsforvist. Denne udelukkelsesmetode hedder den dag i dag ostrakisme – eller på engelsk cancel culture.

Den kultur bryder Boris Johnsons britiske regering sig slet ikke om. Undervisningsminister Gavin Williamson har nu fremlagt et forslag, som han selv er så stolt af, at han kalder det »epokegørende«. Briterne skal have en »Forsvarer for Ytringsfrihed og Akademisk Frihed«. Denne myndighed skal straffe universiteter og studenterråd, der knægter det frie ord, og give afviste gæstetalere mulighed for erstatning.

Forslaget snakker de konservative vælgere efter munden, der mener, at såkaldt politisk korrekthed, et skældsord for civiliseret adfærd, truer universiteterne, for slet ikke at tale om deres egen ret til at brokke sig over tidernes forfald. Regeringsforslaget er populistisk signalpolitik.

På videregående britiske læreanstalter optrådte i semestrene 2017-2018 i alt 62.094 talere. Af dem blev 53 afvist af studenterråd eller universitetsledelsen. Problemet eksisterer altså ikke. Det britiske Overhus har endog påtalt, at det parlamentsudvalg, der overvåger studenterrådene, har frarådet dem at invitere kontroversielle talere – det samme har regeringens afdeling for forebyggelse af terror. Faren nærmer sig altså fra en ganske anden kant.

Cancel cultureer – under andre navne ganske vist – siden Brexit og valget af Donald Trump i 2016 blevet selve varemærket for superprivilegeredes samfundssind. Coronakrisen og klimaforandringerne gør internationalt samarbejde til et selvindlysende krav. I stedet trak de to lande stikket og drev deres nationale og økonomiske særinteresser frem til det logiske slutpunkt: Politiske afgørelser træffes ikke ved valg, men ved at knuse modstanderen, om fornødent med vold, som vi så det i Washington i januar.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter