Et halvt år før jeg fyldte 50, gik jeg i gang med at skrive en bog med titlen ’Bortrejst på dagen’. Jeg havde så svært ved at erkende, at jeg var nået til halvvejsmærket, at jeg simpelthen planlagde at flygte fra begivenheden. Det kan man jo som bekendt kun til et vist punkt, og det viste sig da også, at jeg klarede den. Men det er først nu, hvor det næste skarpe hjørne skal rundes, at det går op for mig, at 50-års fødselsdagen i realiteten er en slags ’seniorkonfirmation’, hvor man tager de første spæde skridt ind i de mere bedagedes rækker. Det er simpelthen kun starten på det at blive ældre. Og hos denne årgang ’61 kræver det noget tilvænning.
For eksempel har jeg lagt mærke til, at alle omkring mig pludselig er blevet meget unge. Først var det TV-Avisen, som begyndte at ansætte journalister, der fik mig til at spekulere over, om interviewteknik er blevet et fag i folkeskolen. Også de eksperter, der optræder, ligner nogle, der først lige har fået lov at tage kørekort (på nær virologer, som synes at være de eneste, der har en vis aldersmæssig pondus).
