Antallet af bæltefikseringer i psykiatrien falder, til gengæld stiger andre former for tvang. Det overrasker mig på ingen måde, for jeg har mærket det på egen krop. Politikerne og andre, der sidder højt oppe i systemet, vil gerne have, at tvang nedbringes. Men de glemmer, at der skal laves noget fodarbejde, hvis det skal være muligt. For det hjælper ikke noget, at der bruges mere tvang i form af f.eks. fastholdelser og medicin, for at nedbringe fikseringer.
Tvang skal ikke være fy. Det er ganske vist traumatisk at blive udsat for, men man skal også huske på, at det i visse tilfælde er nødvendigt. Derfor skal man lytte til den enkelte patient og bruge de muligheder, der er opleves som mindst indgribende af netop ham eller hende. Man skal ikke vælge sine redskaber ud fra, hvad man højere oppe i systemet mener er godt, for det er individuelt, hvordan man oplever de forskellige former for tvang. Hvilke metoder, der er værst, ved kun den, der oplever dem på egen krop.
