En mandag aften i slutningen af april sagde vi farvel til Salar, som er blandt de syriske flygtninge, der ikke længere er velkomne i Danmark. Men hvor går jeg hen med sorgen, når jeg ikke blot har mistet min kærlige og flittige elev, men også lider et stort knæk i min grundlæggende danske selvforståelse?
Et liv i Danmark er forbi: På de gule mursten i skolens ældste bygning fra 1906 står Salars navn nu prentet med store blokbogstaver side om side med Ruth og Erling, der gik på skolen under Anden Verdenskrig. Væggen med hundredvis af navne er et vidnesbyrd om alle de menneskeliv, der har levet og åndet på dette sted, og som er en del af en fælles historie. I årene efter krigen husede skolen tyske flygtninge. I dag har vi lukket døren efter Salar.
