For en uge siden var jeg – hvilket jeg i øvrigt også har plaget denne avis’ læsere med i en anmeldelse – til en jazzkoncert under åben himmel i Københavns indre by. Der var fest og glade mennesker, som spiste grillstegte hamburgere eller fish’n’chips, som de skyllede ned med økologisk øl, og mobiliserede man det olfaktoriske beredskab, kunne man få den tanke, at en lille pind med fygræs var blevet antændt i dølgsmål blandt publikum. Men det er bare en fornemmelse, og jeg skal ikke dømme nogen. Musikken var af den slags, man almindeligvis vil omtale som moderat til mellemsvær avantgarde – altså ikke til hverken at synge med på eller danse til. Ikke desto mindre havde deltagerne, af hvilke der var mange hundrede, en fest af de sjældne. Thi selv om Jeppe Zeeberg og hans band The Absolute Pinnacle of Human Achievement er teknisk virtuose og trækker på andre inspirationskilder end Bjørn & Okay, leverede de en inkluderende forestilling, som både kaldte på rytmisk rokken og forløsende latter. Og publikum var en skøn blanding af unge og gamle, farvede og blege, hipstere og CBS’ere, bøfspisere og veganere samt mænd, kvinder og repræsentanter for andre køn.
Men efterfølgende har man ikke set mange selfies på de sociale medier, hvor storsmilende folkevalgte eller håbefulde kommunalpolitikere søger at profilere sig på baggrund af denne ifølge mig femstjernede musikalske begivenhed. Havde det derimod været mainstream metal ved Volbeat eller et band fra slutningen af 1980’erne i Parken, ville antallet af politikerselvportrætter på Facebook, Instagram og andre steder kunne tælles i trecifrede numre.
