I forrige uge brød store protester ud i Afrikas sidste enevældige kongedømme, Eswatini, også kaldet Swaziland. Protesterne er en konsekvens af en politisk cocktail af nedlukningen under coronakrisen, de facto forbud mod oppositionspartier og en ung generation, der får deres liv stjålet af en korrupt konge, der sidder på al magt og de fleste firmaer i landet – og dermed de fleste penge. Alligevel er kommentarerne fra verdenssamfundet en opfordring til dialog, dialog og mere dialog, herunder fra vores egen udenrigsminister, Jeppe Kofod, der siger, at dialog er vejen frem.

Men hvad gør et land, hvis opposition og ytringsfrihed i årtier er knægtet med dialog? Hvad gør man, når dialogen bliver besvaret med gummikugler og drab på demonstranter? Det er ikke nok at dække sig under et ord som dialog, når ordet i praksis har mistet al betydning. Det er for nemt at kalde til dialog, og derefter sige, at man nu har gjort sin diplomatiske pligt, i stedet for at søge indflydelse ved indefrysning af kong Mswati III’s værdier i europæiske banker, presse regimet til at gå af og generelt sørge for, at den dialog, der efterlyses, overhovedet er muligt. For dialog kræver ligestillede parter.