Hvis alle vi, som er medlemmer af LGBT-bevægelsen, skal kunne blive ved med at kæmpe for vores rettigheder samt bekæmpe den diskrimination og homofobi, som stadigvæk eksisterer, så må og skal de identitetspolitiske dagsordener fylde mindre i vores bevægelse. Og selv om det er svært at tro, så er det muligt at kæmpe under regnbuefanerne uden at købe ind på identitetspolitikken.
I anledning af den forestående pride i København vil det være mere end normalt, at de nationale debatspalter så småt bliver fyldt med indlæg om, hvilken retning LGBT-bevægelsen skal tage, og hvordan man kommer de udfordringer, som lgbt-personer oplever, til livs. Denne debat er imidlertid blusset op både voldsommere og tidligere end førhen på foranledning af Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborgs indlæg i Politiken om identitetspolitikkens indflydelse på samfundet samt diverse debattørers respons på dette, deriblandt Alexander Grandts (Pol 24.7.).
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
