Kald dette et grønt manifest. Jeg elsker fælleden! I denne vibrerende lumre luft sværmer jeg i myggeflokken. Indtil jeg vækkes af hybenrosen, der kradser! Bag snogen med diamanter i sine sorte skæl. Og den fede svamp, der oser på en boblende død gren. Det er den vulgære skønhed!
Fælleden er så fyldt med stier, der kroger så kringlet. Som de gør i mig. Den er så langt fra kapitalens golde ørken af endeløse fibercementbygninger med tonede ruder, hvor du kan genspejle din angst. Fælleden er naturens varme, lumre antitese til den kulde, vi føler i store dele af København, når vi kører gennem glasgabet Blox eller ankommer med toget til Østerport 2, der ligner Darth Vaders sommerhus. End ikke vores velfriserede byparker kan, hvad fælleden kan – for vi former ikke den, men den former os.
