I Københavns Kommune er det noget nær umuligt at leve vegansk som familie. Kommunen nægter at tilbyde børn et vegansk måltid i daginstitutionerne. Samtidig har mange institutioner en politik om, at børnene ikke må have madpakker med hjemmefra. Og selv de steder, hvor man må, er man nødt til at betale til den fælles madordning – typisk omkring 10.000 kr. om året. Man kan kun slippe for betalingen, hvis man kan fremvise en lægeerklæring, der begrunder den veganske kost. Men at leve som veganer er som bekendt ikke en sygdom, og derfor vil lægerne naturligvis ikke underskrive sådan en lægeerklæring. Lyder det en anelse kafkask?
Årsagerne til at spise vegansk varierer, men blandt de væsentligste er typisk, at man ønsker at gøre en positiv forskel for klima og miljø, dyrevelfærd og for sin egen sundhed. Det er et etisk valg – en livsoverbevisning – som vi som samfund bør respektere. Det er ikke bare noget, jeg synes: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ved flere lejligheder afsagt domme, der understreger, at veganere har ret til at leve efter deres overbevisning og ikke blive forskelsbehandlet.
