Debatindlæg afNoa Redington

Politisk kommentator

Her gik man at troede, at det burde være en smal sag at opnå enighed om at redde Jorden. Hvorfor har de mange grønne partier i Europa alligevel så svært ved for alvor at gøre sig gældende?

Noa Redington: Grønne partier opfatter sig hinsides rød og blå. Men det kræver indlandsis i maven at balancere på midten. Den har de ikke

Lyt til artiklen

Fremtiden er grøn! Punktum. Alternativet er, at vi skal soppe, når vi køber is på Langelinie. Og en hel masse andre forfærdelige ting. Men tilhører fremtiden også de grønne partier? Det er lige så uklart som Lars Løkke Rasmussens nye måske-partis måske-politik. I Tyskland står alle grønne partiers urkompostbunke, Bundnis90/Die Grünen, til et rekordvalg søndag aften. Efter knap 40 år i Forbundsdagen kysser partiet rundt omkring de 15 procent. En historisk opbakning, der formentlig og forhåbentlig veksles til ministertaburetter og en magt, der mindst kan måles sig med Joschka Fischer-perioden fra 1998 til 2005.

Men det er også et voldsomt fald, i forhold til hvordan partiet lå i forårets målinger, hvor spidskandidaten, Annalena Baerbock, blev set som reel kanslerkandidat. Og hvor tyskerne virkede fuldstændig desillusionerede ved de to gamle magtpartier kristendemokraterne i CDU-CSU og socialdemokraterne i SPD.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her