Den ene uge er Vesterbro verdens bedste bydel. Den næste er det Nørrebro. Så er Noma verdens bedste restaurant. Igen. Så er det verdens bedste cykelby med Tour de France grand depart. Så åbner der et nyt havnebad. Så åbner en ny metrolinje. Byen med Jens Olsens verdensur og Egon Olsens rådhusklokker. Jovist, København er på alle måder en forrygende by. Selv Danmarks mest prominente urbaniseringsmodstander, statsminister Mette Frederiksen (S), har måttet bide i storbyens hipsterglaserede økoæble og udbrød for nylig på Socialdemokratiets kongres: »København er en fantastisk by«. Miraklernes tid er ikke forbi.
Men landets hovedstad er også en broget og abnorm kommune. Geografisk, demografisk og politisk. Især det sidste er med jævne mellemrum genstand for stor opstandelse. Skandalerne i forvaltningen står i kø med antallet af ledige, der ikke skal søge job. Mere korrekt forvaltningerne. For Københavns bystyre og de over 45.000 ansatte er opdelt i 7 organisatoriske søjler med hver deres politiske chef. Konger og dronninger med enten enorme eller mikroskopiske riger. Med egne direktører, spindoktorer og borgmesterpensioner og fine biler til at køre chefen rundt.
