Jeg blev uddannet læge for næsten 20 år siden. Dengang brugte jeg og mine nyuddannede kolleger en masse energi på at råbe op om kritisable arbejdsvilkår. Vi sagde: »Patienterne ligger på gangene, det er uværdigt, og det hjælper dem ikke til at blive raske«. Vi råbte: »Vi drukner i dokumentationskrav og it-tekniske problemer, som trækker tid fra vores kerneopgave«. Vi skreg: »Vi er alt for få, ventelisterne for lange, der er for få ressourcer i systemet. Vi prioriterer benhårdt, alligevel er vi altid et skridt bagud, og vi går ofte hjem fra vagt med dårlig samvittighed over at efterlade bunker af hængepartier til næste vagthold«.
Nu knap 20 år efter råber yngre kolleger stadig op om de samme problemer. Nævneværdige forbedringer er udeblevet. Yngre læger, overlæger, sygeplejersker og andet godt sundhedsfolk kæmper på daglig basis for patienterne og for deres egen overlevelse i et fag, der stiller store krav til behandlingskvalitet, rettidig omhu, omsorg, emotionel kapacitet og formidlingsevne i en hverdag med kaotiske arbejdsforhold.
