Der er ingen fare for at blive taget alvorligt, når man viser, taler om eller skriver om kvindeliv, og når kvinder når en vis alder – den tabuiserede overgangsalder – falder de helt ud over usynlighedskanten. Banalt bliver det kaldt, kvindelivet og hverdagen, når det fremstilles kulturelt, og underlødigt. Malet med en bred pensel er det efterhånden en kendt sag, at kultur produceret af og for kvinder ganske ofte anses for mindre værd eller mindre kulturelt afgørende end deres mandlige kollegers arbejde. Et af de mest klassiske eksempler på dette er modtagelsen af ’Sex and the City’ i 1998 og fremefter.
Når vi lige om lidt tænder for tv og ser HBO’s genopvækning af den serie, nu under navnet ’And Just Like That’, vil hvert eneste afsnit med usvigelig garanti blive revet i stykker, smadret af kritikere og kaldt for underlødigt. Og det på trods af at vi lige nu lever i en tid, hvor kvindebilleder bliver eksamineret og heldigvis forladt som et par knækkede høje hæle efter en vild aften i byen. Det samme sker for tidligere tiders forkvaklede forestillinger om, hvordan kvinder og mænd skal leve og arbejde sammen. #MeToo-bevægelsen har rystet grundvoldene helt ind i DR Pigekoret og skabt grundlag for, at mange brancher har gjort op med, hvad der tidligere var rimelig opførsel.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
