Krigen starter tidligt. Min femårige datter, Olga, sidder klinet til skærmen en søndag tilbage i august, da en drone pludselig flyver mod hende i høj fart. Er det en af de autonome kamikazedroner, som ifølge FN skulle have handlet på eget initiativ og »jagtet et menneskeligt mål under en konflikt mellem Libyens regeringstropper og den militære udbryderfraktion Libyan National Army«? Nej, det er Barbie. På en drone. I lyserøde tights.
Filmen ’Barbie: Star Light Adventure’ fra 2016 indvarslede en ny fortælling om den ’gode’ drone, som i dag står nærmest uimodsagt. I filmen ser vi en flyvende Barbie tone frem på en blå himmel blandt en flok vilde fugle. Menneske, maskine, og natur går i ét. Droner er ikke længere instrumenter for en militærteknologisk dødskult eller koordinater, i hvad den camerounske filosof Achille Mbembe, med henvisning til de belejrede palæstinensiske områder, har kaldt »besættelsen af himlen«. Her i den såkaldt frie verden sælges dronen som en naturlig del af hverdagslivet.
