Efter mere end to års betænkningstid lykkedes det for finansministeren at få grønt lys for udstedelsen af ’grønne’ statsobligationer, hvor provenuet er øremærket til finansiering af ’grønne’ investeringer. Det lyder umiddelbart som et væsentligt skridt i retning af flere ’grønne’ offentlige investeringer. Køberne af disse obligationer får en (stats)garanti for, at pengene går til ’grønne’ investeringer. Signalet fra regeringen er, at det skal skaffe de penge, som den tilsyneladende står og mangler, hvorefter flere grønne investeringsprojekter kan sættes i gang. Hep, hep.
Men ak, det er et rent bluffnummer, for de grønne investeringer er holdt i en spændetrøje af budgetloven, der begrænser statens samlede investeringer. Det er ikke mangel på lånekapital, der er problemet, men derimod kravet om budgetbalance. Den offentlige sektors samlede udgifter inklusive grønne investeringer skal nemlig modsvares af de løbende driftsindtægter. Her er det kun en forhøjelse af skatteindtægterne, der kan hæve rammen for investeringer – herunder ’grønne’ investeringer, altså en forhøjelse af CO2-afgiften.
