For en måned siden sad jeg i en bil med tre af mine veninder på vej hjem fra en sommerhustur. Samtalen strakte sig over utallige emner, og på et tidspunkt spurgte jeg dem, om de nogensinde havde prøvet at føle sig utilpas i det offentlige rum. Som en katalysator medfødte mit spørgsmål et hav af beretninger; frygten for at gå alene hjem om aftenen, tilråb fra mænd på åben gade og krænkende adfærd fra mænd i byen.
Mine veninder og jeg er ofre for en struktur i samfundet, som er stærkt drevet af en seksualiseret tilgang til det kvindelige køn. En struktur, som stadig eksisterer, fordi nogle vælger den letteste vej, når stemningen bliver ubehagelig; man betvivler og ignorerer problemet. Så selv om jeg udmærket godt ved, at emnet er blevet omtalt og diskuteret meget i medierne, kan det aldrig være grund nok til at lægge bånd på samtalen.
