En lang historie kort: Mennesker er vigtige. Det er de altid. Ikke mindst i politik. Vælgerne orienterer sig mod deres politikere. Hvad kan og mener de? Har de hjertet på rette sted? Det ved statsministeren bedre end nogen anden. Og derfor står vi foran en regeringsrokade. For regeringen er kørt træt. Træt af medierne. Træt af vælgerne. Træt af virkeligheden.
En ting er meningsmålingerne, der peger på fornyet spænding frem mod valget. Det går op, det går ned, og det skal nok gå alt sammen, som Poul Schlüter så lakonisk sagde. Vigtigere er grundstemningen. Minksagen har smadret billedet af en harmonisk regering, der kappes om at løfte hinanden i flok. Hovederne bøjes, og der kigges væk. To et halvt år i ministerbilerne er rigeligt til at vise sit værd, eller mangel på samme. Statsministeren kan selvfølgelig vente. Men hvorfor? Hvis minkfadæsen er så inkriminerende, som blå blok med en stigende – næsten religiøs – overbevisning satser på, kan det jo være ligegyldigt.
