Der er snart sagt ikke noget farligere end at fortælle en hvid mand (m/k) over 30, at hans perspektiv måske ikke er det vigtigste, når det kommer til at diskutere f.eks. kvinders utryghed i nattelivet, hvis ikke ligefrem hjernelammende irrelevant. Man mødes straks med den eksplosive blanding af indigneret harme og selvynkende hundeøjne, der signalerer, at man skal til at høre en adskillige minutter lang svada om, at nu må man da bare heller ikke mene noget mere, og at han faktisk også har følelser og oplevelser og indsigt, selv om han er del af den onde, onde herskerklasse.
Og det er, hvis ikke andet, en lige ugudeligt trættende samtale at have hver gang. I høj grad på linje med at forsøge at forklare ens far, der er uddannet marketingkonsulent, at elektrikeren sgu nok ved bedre end ham, hvordan køleskabet bedst bør installeres, også selv om han selvfølgelig er en stor, stærk mand, der kan selv, vil selv. Eller, måske endnu mere præcist, at forklare ens fireårige, at de nok ikke bør stå for middagsmaden i aften, med timers rasende gråd og stampen i jorden til følge.
