Efter Ruslands invasion af Ukraine er vi trådt ind i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. Der er krig på vores kontinent. Vi har i Putin en despot i vores eget nabolag, som fører en aggressiv imperialistisk angrebskrig mod et europæisk land. Den fred og frihed, som vi i vidt omfang har taget for givet siden den kolde krigs ophør, er sat over styr. Med kort varsel er vi nødt til at stille os selv helt fundamentale spørgsmål om prisen for krig og fred. Men den slags spørgsmål kræver refleksion og plads til tvivl og usikkerhed. Den plads er forsvundet hurtigt.
Vi er alle dybt påvirket af situationen i Ukraine. Jeg er som mange andre ekstremt bange for, hvordan det her kan udvikle sig. Bange for, hvad Putin er i stand til. Bange for, om vi gør det rigtige – om det er for lidt eller for meget. Jeg frygter for ukrainernes skæbne og er bange for, hvilket Europa mine børn vil vokse op i. Og det kan være svært ikke at føle sig hjemløs i debatten med en frygt og tvivl, som man ikke lige kan nedkoge til resolut handling og argumenter. Det er ekstremt svært at skulle tage hurtigt stilling til så mange politiske spørgsmål og navigere i så mange dilemmaer, mens Putins perverterede magtfantasier materialiserer sig, og der kræves hurtige svar.
