Holder man moder-barn relationen op som ideal for den professionelle omsorg i dagtilbuddene, vil man altid se en mangelsituation på Grøn Stue. 12 børn – og alt for få voksne til at imødese alle de behov, som de hver især har krav på at få indfriet: behov for kærlighed, ro, hvile, mad, tryghed, anerkendelse, forståelse/spejling, udfordring, bevægelse, stimulation, nederlag, grænsesætning, opbakning, samtale/dialog, opdragelse, trøst og så videre.
Det bliver selvsagt uoverkommeligt for pædagogerne; også selv om institutionerne får en bedre normering. Ikke alene er behovene overvældende, de er også ofte modsatrettede og umulige at imødekomme på én gang. Pædagogerne kan forsøge at fordele sol og vind lige og efterleve retfærdige rutiner for, at alle børn skal have lige meget opmærksomhed, og at ingen bliver glemt. Men også det er forbundet med dilemmaer og en oplevelse af krævende børn med endeløse behov, som ikke kan indfries på grund af manglende tid, pladser på skødet og ressourcer.
