Sille er 9 år. Hun skriger, skubber til de andre børn og løber væk i timerne. Hun er et af de såkaldt uopdragne skolebørn. Dem er der kommet flere af, siges det. I jagten på at finde ud af, hvem der bærer skylden, peges pilen alle mulige steder hen, men i særlig grad på børnene og deres forældre og på lærerne. Opførslen skal være bedre, grænserne tydelige, og konsekvenserne virkningsfulde. Ja, man kan kun føle sig hensat til tidligere tiders forståelse af afretning og opdragelse.
Der skal ikke herske tvivl om, at det er uhensigtsmæssigt, når børn i skolen skubber, slår og sparker, men skal vi det til livs, må vi undersøge, hvorfor nogle børn opfører sig på måder, der er svært forenelige med en god skoledag. Det er for letkøbt at kalde dem uopdragne. Vi savner helt grundlæggende en politisk nysgerrighed på, hvad der ligger bag, at nogle børn har det, man karakteriserer som ’udadreagerende adfærd’. Alt for sjældent henledes opmærksomheden på, under hvilke forhold vi beder børnene være velopdragne.
