Når jeg får huen på til sommer, vil jeg traditionen tro forevige min sidste karakter i huens for. Karakteren placeres i centrum som en sol, der overstråler hilsenerne omkring den. Tallet kan være alt fra dybt skuffende til et livs bedrift, alt efter hvem man spørger. Det er et tal, vi i sidste ende ikke er herre over, men alligevel synes vi stadig, karakteren skal have den ære at blive plantet midt i det hele. Det synes jeg faktisk slet ikke, den fortjener.
Når vi tager huen af hovedet for at lade de sjove små hilsener komme til, så toner karakteren frem. Vælger man at lade være med at skrive tallet, bliver det opfattet som en invitation til debat, hvor man i et tredjegradsforhør forventes at forklare hvad, hvorfor og hvordan. Så er det altså bare nemmere at skrive det skide tal. Og nej, jeg er ikke på vej med et budskab som ’karakterer er noget lort, der skal afskaffes’, for ja, det er til dels noget lort, men lorten har ikke et bedre alternativ. Til gengæld oplever jeg, at vi efterhånden lidt har glemt, hvad karakterer egentlig er: en målestok.
