Jeg kan se det i deres øjne, som de sidder der på kirkebænken. De flakker lidt, bliver usikre eller søgende. Og jeg kan mærke det på mine egne ord. De føles tomme og ligegyldige. De smager ikke af noget. Der er hverken sødt, salt eller surt at hente, ingen kraft, hverken den med slag i eller den med liv. Der er gået præstesnak i den igen.
Jeg kalder det sådan i mangel af bedre ord. Det sker formentlig i de fleste professioner, at ordene bliver til floskler og vendinger, som fagfolkene har vænnet sig så meget til at sige, at de er blevet til en slags urørlig sandhed. I hvert fald for dem selv (jeg holder mig på egen banehalvdel og taler nu udelukkende om præstesproget), for dem på den anden side af ordene, dem vi taler til, ja, de står da bare af. Det forstår jeg så godt.
