I løbet af påskens mange fridage fik jeg omsider gjort noget, jeg længe har haft på to-do-listen. Jeg udfyldte en fremtidsfuldmagt, hvor jeg overgiver retten til at træffe beslutninger om alle mine personlige og økonomiske forhold til mine børn. Ikke fordi jeg er diagnosticeret med noget faretruende, men fordi det er sådan noget, der skal ordnes, mens alt er godt.
Når først skaden er sket, er det for sent.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
