Jorge Luis Borges, den argentinske forfatter, kalder med et af sine elskede paradokser tid for anakronistisk, altså nærmest utidig: Tiden kan gå for hurtigt, den kan gå for langsomt. Ingen ved, hvad klokken har slået. Sådan også, da Lenin i oktober 1917 gennemførte sit statskup i Sankt Petersborg. Det varslede nemlig nye tider.
Indtil da havde tiden i zardømmet Rusland, selv set med russiske øjne, stået stille. I århundreder blev landet både i Øst og i Vest anset for tilbagestående og barbarisk. Nu vendte Lenin alt på hovedet: For første gang i historien gik de arme russere foran, mens vi andre humpede bagefter. Den gamle verden blev den ny og den ny den gamle, også i russernes øjne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
