Jorge Luis Borges, den argentinske forfatter, kalder med et af sine elskede paradokser tid for anakronistisk, altså nærmest utidig: Tiden kan gå for hurtigt, den kan gå for langsomt. Ingen ved, hvad klokken har slået. Sådan også, da Lenin i oktober 1917 gennemførte sit statskup i Sankt Petersborg. Det varslede nemlig nye tider.
Indtil da havde tiden i zardømmet Rusland, selv set med russiske øjne, stået stille. I århundreder blev landet både i Øst og i Vest anset for tilbagestående og barbarisk. Nu vendte Lenin alt på hovedet: For første gang i historien gik de arme russere foran, mens vi andre humpede bagefter. Den gamle verden blev den ny og den ny den gamle, også i russernes øjne.
