Håndens og åndens arbejde i skøn forening. Således beskrev salig Troels Kløvedal det at sejle. Det praktiske aspekt ved at opholde sig om bord på et sejlskib – og især et af træ – bliver tydeligt og allestedsnærværende for enhver, efter blot en enkelt sejlads. Det er uhyre sjældent, at alting fungerer om bord på et gammelt skib, og det der gør, er til stadighed ved at blive nedbrudt af saltvand og havvind. To ord, der for de ikke-indviede måske smager af en pause fra arbejdet og en hyggelig spadseretur langs Øresund. Men for sømanden er det ofte noget, skibet skal skærmes imod. Alverdens verber trænger sig på i forhold til at holde skibet sødygtigt; det skal vaskes, kalfatres, lakeres, poleres, sejlene skal rebes, slækkes, skødes og motoren påfyldes for blot at nævne et par stykker. Alt sammen noget der sikrer en besætning mod roden til alt ondt – nemlig lediggang. Og som samtidig giver et godt håndelag.

Det åndelige aspekt kommer i højere grad til udtryk, når man bevæger sig op på broen eller ned i maskinrummet. Dansk, matematik, fysik og ikke mindst fremmedsprogene bliver lige pludselig særdeles håndgribelige størrelser, når de omsættes til praksis i mødet med en lods i udlandet, udlægningen af en kurs, eller overhaling af en motor. Jeg skulle for eksempel selv igennem hele gymnasiet og ud midt på Stillehavet, førend en maskinmester med et simpelt billede tydeliggjorde for mig, om det altid blæser fra et høj- til et lavtryk, eller omvendt ...