Et af kompagnierne i vores bataljon vendte for nylig tilbage fra en mission i det østlige Ukraine. Da vi så vores kammerater en måned forinden, var de smilende og muntre. Nu taler de ikke engang med hinanden, de tager aldrig deres skudsikre veste af, og de smiler ikke. Deres øjne er tomme og mørke som udtørrede brønde. De har mistet en tredjedel af mandskabet, og en af de overlevende siger, at han hellere ville have været død, for i dag er han bange for at leve.
Tidligere tænkte jeg, at jeg havde set dødsfald nok i mit liv. Jeg gjorde tjeneste ved fronten i Donbas i næsten et år i 2015-16, og jeg var vidne til masser af tragedier. Men dengang led vi tab i en helt anden målestok end i dag, i hvert fald der, hvor jeg var. Alle afdøde blev gjort nydeligt i stand, der blev foretaget efterforskninger, vi kendte navnene på de fleste af dem, og portrætter af dem blev lagt ud på sociale medier.
