Der er for nylig opstået et intellektuelt slagsmål mellem Svend Brinkmann og forfatter Niels Overgaard på den ene side og anmelder Matthias Dressler-Bredsdorff på den anden, fordi sidstnævnte har fået nok af særligt Brinkmanns letkøbte succes. Ifølge Dressler-Bredsdorff (Kristeligt Dagblad, 2.9.) er der en »politisk, historisk baggrund for de problemer [vi har på arbejdsmarkedet såsom stress og sygdom]. Derfor er det et problem, når Brinkmann leverer en tilgang til vores egne lidelser, der gør dem individuelle, selv om de udspringer af fælles problemer«.
Dressler-Bredsdorff synes i stedet, at vi skal beskæftige os med Marx, de Beauvoir og Foucault for at give mennesker mulighed for at forstå den tid, de lever i: »Michel Foucault gav de gale en ny plads i verden. Deres tænkning har givet mennesker muligheder for at forstå den tid, de befinder sig i, og hvordan man handler i den«. Dette udtrykker samtidig en kritik af stoicismen, som ifølge Dressler-Bredsdorff er blind for, at mange af vores lidelser udspringer af kollektive problemer og derfor også kræver kollektive løsninger.
