Telefonen ringer. Det er en af cheferne fra jobsamtalen tidligere på dagen ude på det store public service-moderskib på Amager. Jobbet er mit, hvis jeg vil have det. Det vil jeg – også selv om der er tale om en tidsbegrænset ansættelse på et år. For det gik jo så fint sidst, hvor jeg efter et halvt år på samme type kontrakt hos et produktionsselskab fik listet en fast kontrakt ud af cheferne. Jeg er single, uden børn og kan give den maks. gas på arbejdsfronten og virkelig bevise mit værd, så jeg kan få hevet en fast kontrakt i hus. Tror jeg.
Men præcis et år senere havde livet overhalet mig indenom. I stedet for at cykle til arbejde på DR hver dag, trillede jeg nu rundt med en barnevogn på Vesterbro med min nyfødte datter. Desværre fik jeg ikke en fast kontrakt, som jeg havde håbet. Derfor gik jeg på barsel med kun tre måneder med løn og uden et job at komme tilbage til. Der havde lige været såkaldt sindedag i DR præcis som den, DR lige gennemførte for et par uger siden. Så beskeden fra chefen var, at de var vældig glade for mig, men at de desværre ikke kunne fastansætte mig nu, fordi en masse af de sindede kolleger skulle tilbydes de faste jobs, der dukkede op. Fair nok, for jeg var jo ’bare’ TBA’er, som er et fancy ord for en ’tidsbegrænset ansættelse’. TBA’er er den gængse betegnelse i mediekredse for alle os, der lever livet på kanten af arbejdsmarkedet, og forsøger at hægte os fast. Prekariatet kalder man det også.
