Jeg har verdens bedste job. For noget tid siden oplevede jeg, at en af mine ældre beboere hastigt blev dårligere. Måske var det hans demens, der havde taget overhånd, og det gik desværre hurtigt ned ad bakke. Det lykkedes mig at give ham en snert af livsglæde på hans sidste dage. Og på trods af den forfærdelige sygdom, demens er, fornemmede jeg hans taknemmelighed. Det var muligt, fordi jeg har prioriteret at bruge tid på at opbygge relationen til ham, og jeg kunne se smilet i hans øjne, selv om han ikke var den samme længere. Men det gav mig en dyb følelse af at have gjort en forskel for ham.
Selv om det ’bare’ er mit arbejde, betyder det uendeligt meget, at jeg kunne mærke, at han værdsatte min hjælp og min omsorg. Og følelsen af at være værdifuld blev kun endnu større, da familien efterfølgende takkede mig og udtrykte, at det var mig, der har båret dem igennem det forløb, der på grund af mandens svækkelse havde været særdeles hårdt for dem.
