Uanfægtet at der er mange områder, der kræver politisk handling, så er det i forhold til den mistrivselsepidemi, vi ser, en tvungen opgave at forbedre vilkårene for vores børn. I det arbejde er det vigtigt, at der er blik for både den enkelte og det fælles.
Der er i dag en stærk tendens til, at der først og fremmest kigges på det enkelte barn. Dermed individualiseres det ’ikke at have det godt’. Problemet er, at man overser betydningen af de mange fællesskaber og sammenhænge, som et barn skal trives i. Vi skal mere end 30 år tilbage for at se en mere fællesskabsorienteret børnepolitik i Danmark. Dengang var man optaget af samfundets institutioner, af sammenhængen mellem familielivet og arbejdslivet, og politikere var nysgerrige, angående hvordan det stod til i børnelivet. Den individfokuserede regnearks-prægede børnepolitik, der slog igennem i 1990’erne, var altså et opgør med noget. Det skulle være slut med snak og nysgerrighed. Danmark skulle være konkurrencedygtigt, og alle børn have samme (store) udbytte af deres tid i daginstitution og skole. Stram input-output-tænkning overtog det børnepolitiske arbejde, mens de mere nysgerrige spørgsmål gled i baggrunden. Selv om en mere ’børnevenlig fløj’ i Folketinget havde øje på de relationelle og fysiske rammer i skoler og daginstitutioner, kom børnepolitikken til at handle om de professionelles værktøjskasse.
