Lars Findsens ’Spionchefen – Erindringer fra celle 18’ udkom i torsdags. Jeg har ikke læst den endnu og vil bestemt ikke gøre mig klog på, hvad der er op og ned i ’lækagesagen’. Men. På Christian Jensens anmeldelse på forsiden af Kultur her i Politiken i fredags kan jeg imidlertid forstå, at den ansvarshavende chefredaktør er rystet, når han læser om Lars Findsens oplevelser med anholdelsen og varetægtsfængslingen.
Når Lars Findsen har været udsat for, at »politiet forsøgte at presse ham til en tilståelse for anklager, han ikke kendte det fulde indhold eller omfang af«, og for, at »politiet parallelt med anholdelsen i lufthavnen ransagede Lars Findsens private hjem i Charlottenlund«, samt for, at hans 16-årige søn »blev sendt af sted igen af politiet uden nærmere forklaring«, da sønnen gerne ville have oplysninger om ransagningen, så skal man efter chefredaktørens opfattelse være »skåret af ualmindelig hårdt materiale, hvis ikke [de historier] får hjertet til at banke, hårene til at rejse sig og sveden til at løbe ned langs ryggen«.
